Den Danske Bogdesignpris 2018 Årets Bedste Bogbind

Hair Drawings by Alexandra Buhl

Hair Drawings by Alex Buhl

Hair Drawings er et samarbejde med fotograf Alexandra Buhl og vinder af Den Danske Bogdesignpris 2017 i kategorien håndindbundne bøger. Alexandra har gennem en årrække fotograferet sit våde hår smukt formet på badeværelsesvæggen.

Efter at have grint i et års tid over ideen med at samle alle disse fotos i en bog indbundet i badeværelseskakler, besluttede vi at gøre noget ved det.

Det kom der denne lille smukke bog ud af:
Hair Drawings by Alexandra Buhl bound by Co'libri.
Jeg har håndhæftet blokken over Alexandras hår og indbundet med kakler fra hendes badeværelse. På forsiden har Alexandra Buhl tegnet en original hair drawing af sit hår. Bogen er nr. 1 i en serie af 2.

13. juni 2018 modtager vi sammen Den Danske Bogdesignpris til prisfest og åbning af Årets Bedste Bogarbejde 2018 arrangeret af Forening for Boghaandværk i Den Sorte Diamant.

Se flere billeder på Alexandra Buhls hjemmeside: https://www.alexandrabuhl.com/hair-drawings

Den Danske Bogdesignpris 2017 Håndindbunden bog

Noget virker stærkt foruroligende, når man får dette smukke og fremragende udførte helbind mellem hænderne. Sådan skriver Komitéen for Årets Bedste Bogarbejde, Forening for Boghaandværk.

mærke_diplom

Diplom, 'mærke' og håndmalet M af illustrator Lena Nicolajsen

'mærke' af bogbinder/forgylder Malene Lerager, Co'libri

Noget virker stærkt foruroligende, når man får dette smukke og fremragende udførte helbind mellem hænderne. Umiddelbart er forpermens enkle, organisk formede, flerfarvede dekoration i vellykket skindpålægning en fryd for øjet, men den rummer noget ildevarslende, der bundfælder sig, endnu før man får lukket bogen op. Og man har ikke vendt mange blade, før det rystende dæmrer for én, hvad det her handler om: Bogen (en velkomponeret håndgjort samling af originalfotos, smukt kalligraferede sider samt kopier af lægejournaler) dokumenterer et forløb om den frygtede modermærkekræft! Indbinding og indhold hænger sammen i en helt enestående grad som et samlet udsagn af umådelig styrke, der understreges af det sublime håndværksmæssige niveau og den sikre håndtering af bogbindets virkemidler.
Den smukke og foruroligende røde og brune plet på det lysebrune skind (der helt matcher farven på lys skandinavisk hud) rummer en gru, man ikke uden videre ryster af sig, når man slipper bogen. Så stærkt kan et bogbind tale. Skønhed, håndværksmæssig perfektion og truende død forener sig i et stykke arbejde, der kun kan betegnes som et mesterværk. Et hovedværk i det 21. århundredes danske bogbind. Og en fuldstændig selvfølgelig modtager af Den Danske Bogdesignpris/Håndindbunden bog.